Creative Commons: Myter og misforståelser Fra FO/Fremtidsorientering 6/2009
Creative Commons er en organisation og et juridisk værktøj, der på simpel vis sætter en ophavsmand i stand til at gradbøje sin ophavsret. "All rights reserved" bliver til "some rights reserved". Men der hersker en del misforståelser og myter om Creative Commons, mener den danske projektleder for organisationen. Læs med og få myterne bustet
Creative Commons er en almennyttig organisation, der tilbyder en række simple værktøjer, så en ophavsmand, fx en kunstner eller en forsker, helt eller delvist kan dele sit værk med andre. Organisationens værktøjer dækker groft sagt hele området mellem fuld ophavsret - det, vi kender som "all rights reserved" - og så public domain, som er en total fraskrivelse af rettigheder.
En Creative Commons-licens lader altså en ophavsmand beholde retten til sit værk, mens han eller hun inviterer andre til fx at genbruge eller kopiere værket efter simple spilleregler. Dette kalder Creative Commons for "some rights reserved" ("visse rettigheder forbeholdes").
Med en CC-licens kan man som ophavsmand dermed fx nøjes med at forbeholde sig retten til at blive krediteret i forbindelse med brugen af sit værk, eller man kan nægte, at ens værk udnyttes kommercielt, eller at det bearbejdes. Det er en langt mere smidig og samfundsnyttig beskyttelse af rettigheder. Simpelthen fordi den ikke i samme grad som "all rights reserved" hindrer, at vi deler det, som er værd at dele, eller bygger videre på andres arbejde.
Creative Commons er beslægtet med andelsbevægelsen
Det er interessant, at et land som Danmark historisk set burde have gode forudsætninger for at forstå og bruge Creative Commons-tankegangen. Denne tankegang handler blandt andet om, at alle bliver rigere ved at dele ressourcer, der er tilgængelige for alle og egnede til at dele. Tænk bare på historiske fortilfælde som de fælles græsningsarealer, der har givet navn til landets fælleder (og som på engelsk hedder "Commons"), andelsbevægelsen, folkebibliotekerne, folkeskolerne og ikke mindst public service-medier. Og tænk samtidig på, at Danmark er et af de lande, hvor respekten for ophavsret er størst, og hvor der fx findes den laveste andel af ulicenseret software i virksomheder.
Men hvordan kan det så være, at Danmark ikke på samme måde har sat dagsordenen, når det gælder de digitale fælleder (som jo i sagens natur er langt nemmere at dele end udtømmelige, fysiske af slagsen)? Jeg tror blandt andet, det skyldes en række myter om Creative Commons! Så lad os se på nogle af dem, jeg gennem tiden er stødt på hos især dansk erhvervsliv (og især den del, der primært arbejder med produkter, der er beskyttet af ophavsretten).
Myte 1: Creative Commons er "en slags moderne kommunisme"
Bill Gates blev i 2005 interviewet op til det årlige, store forbrugselektronikshow i Las Vegas. Emnet var blandt andet blogs - årets store dille - og hvorfor Gates ikke selv havde sådan én. Under interviewet bliver Gates spurgt om sit syn på mildere patent- og copyrightlove. Et synspunkt, som blandt andet var stærkt repræsenteret blandt bloggerne. Gates svarer:
"Der findes en slags moderne kommunister, som vil fjerne det økonomiske incitament for musikere, filmskabere og softwareudviklere (...). USA har stået i spidsen for at skabe virksomheder, skabe jobs, fordi vi har verdens bedste intellektuelle ejendomssystem. Der hersker ingen tvivl i mit sind om, at hvis vi vil have den mest konkurrencedygtige økonomi, så skal der også være et system, der tilskynder til at skabe". [1]
Selvom Bill Gates her nok sigtede mod elementer i open source og den fri software-verden, snarere end mod Creative Commons specifikt, er pointen den samme: ophavsret er godt, mere ophavsret er bedre! Og underforstået: enhver, der ønsker at slække på sin ophavsret, må være "en slags kommunist". Udtalelsen blev ikke overraskende grundlag for en del komik og kreative gensvar.
Creative Commons' fortalere mener, at ophavsretten er nødvendig for at skabe incitament og for at hindre unfair konkurrence. Men vi mener også, at en for omfattende lovgivning - fx længere beskyttelsestider, love der begrænser brug, digital rettighedsbeskyttelse (DRM) - ofte hæmmer udviklingen.
Det er interessant, at Microsoft - siden Bill Gates´ udtalelser ovenfor - er blevet ved at tabe markedsandele til Google. Google baserer nemlig en stor del af sin indtjening på Open Source og på at give nogle produkter væk, mens de tjener styrtende på andre!
Tanken om - ligesom i forskningsverdenen - at kunne bygge videre på andres frembringelser, så længe de tillader det, er helt grundlæggende. Der ER et ideologisk element i bevægelsen, som ønsker, at det skal være lettere at remixe kulturen; at det skal være lovligt at udtrykke sig i lyd og billeder, og at ophavsretten bør imødekomme denne 'nettets logik'. Men licenserne er neutrale og er i dag en væsentlig standard for enkeltpersoner og virksomheder, som ønsker at deltage i onlinekulturen.
Jeg vil hævde, at 99 procent af disse er interesserede i at tjene penge. Men for nogle er det ikke det primære, altoverskyggende mål. Andre lægger vægt på, at det foregår på en måde, som ikke trodser enhver fornuft.
Myte 2: Creative Commons fungerer ikke i et land som Danmark
At Creative Commons ikke skulle fungere i et land som Danmark er selvfølgelig noget vås. Licenserne fungerer fint i Danmark. Det er rigtigt, at licenserne oprindelig er tilpasset amerikansk copyright, og at der globalt er store forskelle i juridisk sprog og tradition. Men det er derfor, at et netværk af frivillige har påtaget sig opgaven at tilpasse licenserne til de forskellige lande, så de er nemme at forstå og bruge lokalt. Creative Commons er oversat og tilpasset dansk lov af et hold af landet bedste ophavsjurister, anført af professor dr.jur. Thomas Riis, CBS.
Der ER forskelle på den måde ophavsret fungerer i Danmark og resten af verden. Amerikansk "copyright" fokuserer mere på de økonomiske rettigheder end de etisk/moralske. De har omvendt mere plads i den såkaldte kontinentaleuropæiske ophavsretstradition, som Danmark tilhører. I praksis betyder det dog ikke det store i forhold til brugen. De moralske rettigheder - retten til at gribe ind overfor krænkende bearbejdelser af ens værk - påvirkes ikke af Creative Commons-licenserne. Og styrken er, at man som ophavsmand ved, at licenserne fungerer ens overalt, og at man som bruger har de samme rettigheder til værket, om man befinder sig i det ene eller andet land.
Hvorfor er Creative Commons så ikke slået mere igennem i Danmark? En vigtig grund er nok, at mange simpelthen ikke kender Creative Commons og den tankegang, der ligger bag - og at de, der gør, tøver og ser sig omkring. Som journalist og ekspert i digital kultur er det for mig fristende at sammenligne Danmark anno 2010 med Gates´ USA i 2005: For det første er Danmark et "Microsoft-land", og store dele af erhvervslivet ser på ophavsret som Bill Gates: jo mere, jo bedre. Især blandt de erhverv, der føler sig truede af den digitale revolution, i første omgang musik-, forlags- og filmbranchen.
Men der er tøbrud i luften. Den hårde linje betaler sig ofte simpelthen ikke, og vindene fra USA (som når Danmark med tre-fire års forsinkelse) retter sig i stigende grad mod kundernes ønsker om billigt eller gratis indhold, der skal være nemt og tilgængeligt. Samtidig er markedet og kulturen omkring deltagelsesmedier i Danmark i stærk vækst. Danskerne har i første omgang kastet sig over Facebook, men også blogs og foto- og videodeling er udbredt. Og her vælger mange Creative Commons, fordi det gør ophavsret let og til at forstå, og fordi det stemmer godt overens med deres behov.
Myte 3: Creative Commons er imod eller underminerer ophavsretten
En myte, man desværre ofte hører fra folk, der burde vide bedre, er, at ophavsretten er 'under pres' - og at enhver indrømmelse eller tilnærmelse til 'modstanderens' tankegang er et nederlag. Men det er helt forkert. Creative Commons bygger på ophavsretten. Uden de rettigheder, som ophavsretten giver skaberen af et værk, kan skaberen heller ikke vælge at afgive hele eller dele af sine rettigheder til en anden via en licens. Det er præcis det, en Creative Commons-licens gør: Den siger: "Jeg har den eksklusive ret til dette værk, men nu giver jeg dig (og alle andre) ret til at bruge værket under visse vilkår". Der er ingen, der tager noget fra nogen, og der er ingen, der ikke selv ønsker at afgive rettigheder. Creative Commons er et juridisk værktøj, der på simpel vis gør det let at signalere hvilken grad af ophavsret, man som ophavsmand ønsker. Dermed gør man det let for andre at bruge værket. Det er derfor, at blandt andre KODA understøtter brugen af Creative Commons. (KODA er en forkortelse for komponistrettigheder i Danmark. Organisationen repræsenterer danske og internationale ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag, når musik spilles offentligt i Danmark. Red.).2
Myte 4: Man kan gøre lige, hvad man vil med materiale, der er under Creative Commons-licens
Da Creative Commons bygger på ophavsret, har man de samme rettigheder og den samme beskyttelse, som under almindelig ophavsret. Indrømmet, det er ofte svært at gøre noget ved, at andre fx "låner" fotos på nettet - men under Creative Commons-licenser er det klart, hvad man som bruger må og ikke må. I virkelighedens verden løser langt de fleste problemer sig selv. Men i de fåtal af tvister, der er endt ved domstole, er licensen blevet håndhævet. Der er altså ikke grund til at tro, at alle rettigheder ryger, blot fordi man afgiver nogle.
Det er dog rigtigt, at Creative Commons ikke kan og vil håndhæve licenserne - det er op til de enkelte ophavsmænd, nøjagtigt ligesom under normal ophavsret.
Myte 5: Creative Commons sætter grænser for ophavsmandens egen brug
Ophavsmanden har altid ret til sit værk og er ikke bundet af, hvilken licens, han har valgt. Derfor er myten forkert. Man kan således godt stille fx en elektronisk version af en bog til rådighed på nettet under en såkaldt ikke-kommerciel licens og samtidig sælge den i den lokale boghandel - men andre må ikke gøre det samme.
Myte 6: Creative Commons fungerer måske for nørder, bloggere og amatørfotografer, der deler billeder på nettet, men ikke for professionelle og virksomheder som skal tjene RIGTIGE penge
Dette er måske den væsentligste og samtidig vanskeligste misforståelse at udradere, fordi virksomheder ofte fokuserer snævert på return on investment - altså på, hvilket afkast, en investering giver på den korte bane. For hvorfor dele noget frit og gratis med mange mennesker, frem for at sælge det dyrt til nogle få? Dette spørgsmål har wired-redaktøren Chris Anderson udforsket i businessbestsellerne "The Long Tail" og senest "Free", der netop ser på forretningsmodeller, der bygger på at give noget - men ikke alt - væk gratis.
De måske bedste eksempler på brug af Creative Commons som del af forretningsstrategien kommer - ikke overraskende - fra musikbranchen. Den amerikanske musikgruppe Nine Inch Nails er et eksempel (se faktaboks), og danske Tone et andet (se faktaboks). Men også andre brancher er ved at få øjnene op for potentialet i Creative Commons og tankesættet bag.
Ét eksempel stammer fra den ellers copyright-optagede medicinalbranche. Den internationale medicinalkon- cern Merck & Co. har nemlig - i samarbejde med Science Commons, en underafdeling af Creative Commons, der beskæftiger sig med at gøre deling af videnskabelige data lettere - doneret en stor database over sygdomsbiologi, og desuden softwareressourcer, til fri brug for alle og enhver. Denne første 'klump' data skal danne grundlag for et netværk, hvor videnskabsmænd sammen kan bidrage til at udrydde sygdomme. Det vil på sigt betyde, at fx en videnskabsmand, der arbejder i en non-profit organisation i Brasilien, kan bruge samme kraftige computerværktøjer i HIV-forskningen, som medarbejdere bag murene hos Merck.
Projektet - der kaldes Sage - skal i løbet af de næste fem år udvikle sig til en platform for samarbejdsmodeller, hvor hundreder - potentielt tusinder - af videnskabsmænd sammen kan løse et problem og samtidig sikre, at resultaterne er åbne for alle, så der kan bygges videre på dem. Alle resultater, der er under copyright-beskyttelse, stilles til rådighed under den mest liberale licens, og forskningsdata følger Science Commons protokol for åbenhed. Man kan spørge, hvorfor Merck tager dette skridt? Svaret er, at der selvfølgelig er et element af markedsføring og branding i projektet. Men det er også sandsynligt, at Merck ønsker at eksperimentere og samle viden, som senere kan omsættes til profit - samtidig med, at koncernen uden de store merudgifter kan bidrage positivt til markeder, hvor det er bedre at bidrage end at sagsøge "pirater".
TED - ideer spredes takket være fri video
Et andet eksempel på større åbenhed, manifesteret gennem CC-licenser, er TED-konferencerne (Technology, Entertainment, Design). Konferencerne blev oprindelig kendt for at samle verdenseliten inden for forretningsliv og forskning og dele viden og inspiration bag lukkede døre. Det skete under eksklusive forhold og kun mod invitation. Derfor var TED indtil 2006 også en forholdsvis ukendt organisation for offentligheden. Men så kom YouTube, og TED så med det samme potentiale og begyndte at bruge video på en måde, der totalt ændrede konferencens image og brand. Fra at være et forholdsvis lukket forum à la The World Economic Forum i Davos - attrået af mange, hadet af andre for sin elitære approach - er TED i dag et megabrand under sloganet "Ideas Worth Spreading"; en slags Roskilde Festival for tænkere.
I dag finder man på TED.com over 500 taler fra navne som Bill Clinton, Al Gore, og Gordon Brown, alle under Creative Commons-licens. Men man finder dem også på blogs, på iPods, i klasselokaler og til foredrag. Blandt de mest sete og populære finder man forholdsvis ukendte videnskabsmænd og iværksættere, som har en vigtig og ofte underholdende historie at fortælle. En af TED-stjernerne er den svenske professor i folkesundhed, Hans Rosling, som leverer Power Point, bobler og animerede kurver om global sygdomsstatistik med en entusiasme, som kun få sportsjournalister vil kunne mønstre. Undertekster af høj kvalitet, skrevet af brugerne selv (som i Wikipedia, og ligeledes under CC-licens), sikrer, at TED-foredrag bliver set af millioner mennesker på over 50 sprog.
Der er masser af andre gode eksempler på brug af CC i åbenhedens og udviklingens tjeneste: Et af dem er Science Fiction-forfatter og blogger Cory Doctorow (se hans artikel side 37, red.), som stiller sine bøger til rådighed online under CC-licens (og lader brugerne formatere dem til alle tænkelige platforme, fra Nintendo DX til Amazon Kindle). Han er samtidig er på New York Times bestsellerlister - altså for salg af fysiske bøger. Danske Dan Larsen har gjort Doctorow kunsten efter med sine Holger-romaner og har samlet en læserskare gennem gratis podcasts af bøgerne, kapitel for kapitel. For nylig remixede min kollega Andreas Lloyd Kevin Kellys bog Out of Control. Andreas var vild med bogen, men syntes den var for rodet og for lang, så han kortede ned og strammede op. En glad Kevin Kelly roste remixet, der fik navnet Bootstrapping complexity, og stillede det til rådighed under Creative Commons-licens.
Og så er der selvfølgelig Wikipedia, der i 2009 overgik 100 procent til Creative Commons-licenser, inklusive mediedatabasen Wikimedia, der for nylig rundede fem millioner fotos, lyde og videoer, som frit kan bruges, også kommercielt. Da Wikipedia startede, troede meget få på det vanvittige projekt at give alle mennesker fri adgang til al verdens viden. I dag er billedet et helt andet:
"Tænk over, hvor gammeldags en traditionel encyklopædi virker nu, hvor vi har Wikipedia. Hvor meget bedre ville verden ikke være, hvis vi tillod undervisning, kultur, politik og videnskab at blive forandret af nettet?", har Jimmy Wales, grundlægger af Wikipedia og bestyrelsesmedlem i Creative Commons, udtalt.
Hvis man sammenligner Creative Commons med bevægelsen omkring fri software (og det er der mange gode grunde til), kan der måske gå et helt tiår, før tankegangen når den kritiske masse, der skal til for for alvor at slå igennem hos det noget forsigtige, danske erhvervsliv. Men det betyder, at der nu er rig mulighed for at eksperimentere og danne sig erfaringer med de digitale fælleder. Jorden er frugtbar, og der er penge at tjene - for i netværkssamfundet betaler det sig at være en god nabo. Med pioneren Richard Stallmans ord:
"Hvis ikke vi ønsker at bo i en jungle, må vi ændre indstilling. Vi må begynde at fortælle andre, at en god borger er en, som samarbejder, når det passer sig, ikke en som er god til at tage fra andre". (Stallman er grundlægger af fri software-bevægelsen, red.).
Tone: "Kopier venligst pladen til alle dine venner"
Tone (Sofie Nielsen) - en ung singer/songwriter og producer fra Ålborg - fik en forrygende start med sit debutalbum "Small Arm of Sea", der var den første, større danske Creative Commonsmusikudgivelse. Med påskriften "Kopier venligst pladen til alle dine venner" fik albummet nemlig voldsom opmærksomhed, også uden for landets grænser.
Tone var den første i verden, der udgav sin musik under Creative Commonslicens med opbakning fra et forvaltningsselskab. Det betød i praksis, at Tones fans og andre frit kunne downloade albummet gratis, mens royalties for kommerciel brug blev håndteret på traditionel vis, gennem KODA. En række toneangivende, internationale blogs spredte nyheden, og over 6000 mennesker downloadede albummet gratis det første døgn - indtil det lille pladeselskabs server gik ned. En hjælpsom svensker oprettede en - lovlig - torrent (den filtype, som forbinder brugerne) på The Pirate Bay, hvorefter pladeselskabet mistede overblikket over antallet af downloads.
Den slags internet-hype kan være svært at omsætte til andet end opmærksomhed. Men en ting er sikkert: Tone nåede med simple midler ind i ørerne på langt flere, end hun nogensinde havde forventet. Fine anmeldelser og en god modtagelse i musikpressen hjalp selvfølgelig også. Tone står i skrivende stund foran sin internationale debut med pladeudgivelser og livekoncerter i Tyskland, Holland og Belgien, og har solgt 450 albums i Danmark; et imponerende tal for en udgivelse, der er udkommet på et såkaldt mikrolabel. Fra pladeselskabets side bekræftes det, at Tone har fået meget ud af at sprede musikken under Creative Commons-licensen, og at der samtidig er kommet pæne royalties ind fra radio-airplay.
Nine Inch Nails og 'fremtidens forretningsmodel'
Da sangeren og multiinstrumentalisten Trent Reznor - som er den altdominerende skikkelse i Nine Inch Nails (eller bare NIN ) - i 2008 sendte det Creative Commonslicenserede album Ghosts I-IV på gaden, tjente det cirka 8 millioner kroner i den første uge, selvom musikken frit måtte kopieres og deles ikke-kommercielt. Tallene modsiger den mest basale handelsskolelærdom, for hvorfor skulle nogen være interesseret i at betale for noget, som man kvit og frit kan downloade gratis, uden frygt for repressalier?
Svaret er, at NIN gjorde det nemmere og mere attraktivt at betale for produktet, end bare at downloade det gratis, og samtidig gav gruppen noget særligt til de fans, der gjorde det.
Eksempelvis begyndte Reznor i 2007 at eksperimentere med sin fanbase. Bogstavkombinationer på turnét- shirts ledte opfindsomme fans ind i et online parallelunivers, der som et puslespil passede sammen med sangteksterne. Han spredte fx USB -nøgler med ny, uudgivet musik på toiletter under turnéen, og når de heldige toiletbesøgende kom hjem og opdagede, hvad de havde fundet, skyndte de sig - selvfølgelig - at dele med andre fans på nettet.
Med den den populære IT -skribent Mike Masnicks ord, havde Reznor fundet "følgende simple opskrift på, hvordan man tjener penge i musikbranchen (...) i den digitale æra": Connect With Fans (CwF) + Reason To Buy (RtB) = The Business Model ($$$$)
Denne forretningsmodel - der kan oversættes til "skab relationer til fans og giv dem en grund til at købe" - er interessant langt uden for musikbranchen og særligt for de, der kæmper med piratkopiering.
Brancheorganisationen RIAA var ikke positiv over for Reznors alternative måde at sprede den ikke-udgivede musik. De reagerede på vegne af pladeselskabet med take-down-breve (der beordrer indehaveren af et website at fjerne ulovligt indhold) til diverse fansites - og truede altså de selvsamme fans, som spredte den musik, som Reznor lækkede med vilje, med store bøder. Reznor blev stiktosset og skændtes offentligt med sit pladeselskab, for trusler om sagsanlæg harmonerer ikke ligefrem med ønsket om Connect With Fans (CwF). Da cd'en med de lækkede numre senere udkom, opdagede fans i øvrigt, at den var fremstillet af særligt materiale, der skiftede farve, når den blev afspillet og dermed blev varmere.
En gimmick, men ikke desto mindre endnu en klar Reason To Buy (RtB) - i stedet for "kun" at downloade mp3´erne. Reznor valgte at satse på "CwF + RtB = $$$$" og forlod sit pladeselskab, da kontrakten udløb. Han stiftede sit eget selskab, og det var herfra, han udsendte konceptalbummet Ghosts I-IV . Det solgte over alle forventninger og toppede Amazons liste over mest solgte mp3-albums i 2008, selvom det var fuldt ud lovligt at "piratkopiere".
CREATIVE COMMONS er en almennyttig organisation, stiftet i 2001 af blandt andre IT - og immaterialretseksperterne James Boyle, Michael Carroll og Lawrence Lessig, professor Hal Abelson, IT -retsekspert Eric Saltzman og forlægger Eric Eldred. Organisationen er international og repræsenteret i flere end 60 lande. Dens værktøjer dækker hele området mellem fuld ophavsret ("all rights reserved") og public domain, som er en total fraskrivelse af rettigheder. www.creativecommons.dk
SOCIALSQUARE - som huser Creative Commons Danmark - yder stategisk rådgivning inden for processer, produkter og værktøjer til det sociale internet. Det er nemt for de fleste at oprette kommentarfelter eller Facebook-sider, mener Socialsquare, men den virkelige kunst er at skabe deltagelse og engagement fra brugere og medarbejdere, så det giver mening og understøtter den eksisterende forretning.
Noter
[1] Read the entire interview at www.tinyurl.dk/11696 [2] www.koda.dk/eng
HENRIK MOLTKE er dansk journalist og ekspert i digitale medier. Han er fast bidragsyder til Wikipedia, kontaktperson for Creative Commons i Danmark og sammen med to andre personer skaber af den copyrightkritiske dokumentarfilm Good Copy Bad Copy (2007). Henrik Moltke arbejder til daglig som rådgiver i virksomheden Socialsquare.